Forfatterarkiv

God start for Jyllandsseriens damer

BK Skives damer i Jyllandsserien er kommet godt fra start i den nye bowlingsæson.

Den 4. september lagde holdet ud med en kamp i Viborg mod Jum-Jum 76. Denne kamp blev vundet med 8-2, idet Skive væltede i alt 2496 kegler mod viborgensernes 2363.

Første serie blev endda kun tabt med 8 kegler, så det var meget tæt. De 3 næste serier blev dog vundet ret stort.

Dagens bedste i sæsonens første kamp blev Margit Hvam med et samlet keglefald på 660 og dermed et snit på 165.

Søndag den 11. september var der hjemmekamp mod Thisteds damer, og også denne kamp blev vundet suverænt med 8-2. Her var det ligeledes første serie, der blev tabt meget knebent med kun 10 kegler, men de sidste points var der ingen tvivl om. På trods af en del problemer med en af banerne lykkedes det alligevel at få kampen gennemført takket være en utrættelig Lone i Bowlinghallen, som vist løb det, der svarede til et Skive Løb. I alt væltede damerne fra BK Skive 2482 kegler mod Thisteds 2373. Bedste spiller denne søndag var Inge-Lis Smedegaard med 711 kegler, et snit på 177,75

En lille lussing af Beach Bowl

Inge-Lis Smedegaard og bowlingkammeraterne fra BK Skives Jyllandsseriehold fik 2 points med hjem fra søndagens kamp i Søndervig. Kampen bar præg af mange afbrydelser, da der rigtig ofte skulle rejses kegler. Derfor var det svært at få rytme i spillet, men når det så er sagt, må det erkendes, at Beach Bowl var bedre end skibonitterne. Det var kun i 2. serie, BK Skive spillerne væltede flest kegler, nemlig 651 mod hjemmeholdets 588. De 3 resterende serier blev vundet ret klart af hjemmeholdet. I alt scorede Beach Bowl 2503 kegler og BK Skive 2360. Bedst af de lokale på denne regnvejrsdag var Inge-Lis Smedegaard med 643 kegler over de 4 serier

8 gode points til JS Damerne

BK Skives JS damer spillede søndag på baner, der absolut ikke var vante, selv om det var på hjemmebane. Der var blevet spillet på banerne hele dagen, så der var mildest talt ikke meget olie tilbage.

Ikke desto mindre fik holdet 8 af de 10 mulige points modt et hold fra Beach Bowl, Søndervig, som også spillede langt under deres vanlige standard. Efter en første serie (522 kegler), som skivespillerne helst vil glemme, kom der bedre styr på kuglerne. Anden serie blev på 617, 3 serie 693 (Erna Jensen væltede her hele 212 kegler) og 4. serie 666. Margit Hvam væltede på 4 serier 665 kegler, og Erna Jensen 368 kegler på 2 serier. Samlet keglefald blev 2498, et snit på 156, hvilket er under det, holdet plejer at præstere, men dog yderst tilfredsstillende under de givne omstændigheder. Der resterer nu kun 2 kampe tilbage i denne sæson, og på trods af dagens 8 points bliver det yderst vanskeligt at blande sig i kampen om medaljer.

Fin pointhøst for JS-damerne

Birthe Pedersen, bowlingspiller hos BK Skive, var søndag sammen med det øvrige Jyllandsseriehold med til at bringe 6 point hjem til Skive, hvor turen gik til Herning på en af forårets første solskinsdage.

En af BP’s serier var således på flotte 223 kegler. Holdet vandt første serie stort 674 – 526, hvorefter de to næste blev tabt med henholdsvis 10 kegler og 36 kegler. Sidste serie blev vundet med 648 – 600, så det samlede keglefald tilfaldt også Skive-holdet. I alt væltede Skive-damerne 2603 kegler, mens Fight fra Herning “nøjedes” med 2453. Spillerne fra Skive var meget lige med hensyn til væltede kegler, holdsnittet blev på godkendte 162. 

Kamp i Søndervig

Margit Hvam, bowlingaktiv for BK Skives Jyllandsserie-damer, blev absolut bedste kvinde i søndagens kamp mod Beach Bowl, Søndervig. Med 756 væltede kegler (et snit på 189), spillede hun en flot kamp. Der var afbud fra 2 af stamspillerne, men de tilkaldte afløsere gjorde det fint. Dog var det ikke nok med et samlet keglefald på 2629 (et holdsnit på 164). Selv om det er et meget godkendt resultat, var der ikke meget at stille op mod Ringkøbingensernes 2833. Dog drog skibonitterne ikke hjem helt tomhændede, der kom 2 points på resultatlisten.
Der er først kamp igen den 6. marts, så der er tid til rigtig at lade op til mødet med Fight i Herning på denne dato 

Første kamp i det nye år for Jyllandsseriedamerne

BK Skives damer i jyllandsserien startede det nye år med en hjemmebanekamp mod HBC, Holstebro. Med en samlet holdscore på 2424 kegler blev det kun til 2 points, så selv om det var bundholdet, vi mødte, gav de ikke ved dørene. Skivedamernes indsats kunne også have været bedre, idet der som ledetråd helst skal væltes kegler, så holdsnittet ligger på 160. Dette opnåede vi jo ikke i dag, snittet blev kun på godt 151, og det var en meget svingende indsats, der blev leveret. Bedst på dagen var Inge-Lis Smedegaard med 634 væltede kegler og dermed et gennemsnit på 158,5.

Årets sidste kamp for Jyllandsserie-damerne

Birthe Pedersen og Inge-Lis Smedegaard, bowlingspillere på BK Skives Jyllandsseriehold, delte næsten topscorerværdigheden i årets sidste turneringskamp mod Uldjyden fra Herning med hhv. 694 og 695 kegler. De to første serier blev vundet med 64 og og 14 kegler, men så kom der grus i maskineriet. 3. serie blev tabt med 61 kegler, og der var således stadig 17 kegler at give afinden kampens 4. og sidste serie. Det hjalp dog ikke meget, da denne blev tabt med 39. Således blev den gode start lidt ødelagt, og holdet måtte “nøjes” med 4 points ialt.
Samlet keglefald blev 2509, kanp 157 i holdsnit, og med 2531 hev herningenserne altså de 2 points for keglerne i land. Nu holder spillerne en velfortjent juleferie og lægger ud i 2011 med en kamp mod HBC fra Holstebro den 9. januar. 

Jyllandsseriens damer i Herning og Regionsmesterskabet i Holstebro

Margit Hvam & Co., bowlingspillere fra BK Skive, spillede søndag kamp i Herning mod klubben Fight. Det var langt at køre for kun at hjembringe 2 points, men det var ikke de helt høje scorer, skivespillerne præsterede, så det var fair nok. De to første serier blev tabt med hhv. 49 og 34 kegler, mens 3. serie blev vundet med 74. Før 4 serie vidste vi så, at denne skulle vindes med mindst 10 kegler for at få både serien og keglerne. Men sådan gik det absolut ikke. Det blev en lidt sløj afslutning med kun 594 væltede kegler, og det vinder man ikke noget med. Modstanderne lavede da også 653, så i stedet for de 6 points, der var inden for rækkevidde, blev det altså kun til 2 points i dagens kamp.

Der er nu ikke nogen kamp i gruppen før den 19. december, så forhåbentlig kan det den dag gøres lidt bedre på hjemmebane mod rækkens p.t. nr. 2, Uldjyden fra Herning
 
Lørdag den 13. november deltog 8 bowlingspillere i Regionsmesterskaberne i Holstebro. Alle klarede sig ok, Bent Tinggaard blev nr. 2 i Herre B rækken og Inge-Lis Smedegaard blev ligeledes nr. 2 i sin række, Dame C. 

Weekendens kamp i Jyllandsserien, damer

Birthe Pedersen, bowlingaktiv for BK Skives JS hold, var søndag stærkt medvirkende til, at holdet bragte 8 points med hjem fra udekampen mod HBC, Holstebro. 

Med flotte 709 kegler på 4 serier blev hun nemlig topscorer. Hele holdet fandt ud af at spille på baner, der i øvrigt ikke var helt nemme, da de i løbet af dagen var “slidt” tørre.  
De 3 første serier blev vundet ret klart, men i 4. serie måtte holdet se sig slået med 49 kegler. Det samlede keglefald blev 2631 for BK Skives vedkommende, hvilket svaret til et snit på godt 164. 
HBC væltede i alt 2475 kegler. De 8 points lunede i den samlede stilling, holdet har nu 14 points og holder fri næste weekend.

På tur til Søndervig med damerne

Søndagens kamp for damerne fra BK Skives Jyllandsserie foregik i Søndervig og blev spillet mod Beach Bowl.
Holdet hjembragte 4 points, men der var kun 7 kegler i forskel på det samlede keglefald. Beach Bowl væltede ialt 2649 kegler, mens BK Skive opnåede 2642. Vi tabte altså 2 points på grund af de få kegler.
1. og 3. serie blev vundet med henholdsvis 15 og 48 kegler, mens 2. og 4. serie blev tabt med 11 og 59 kegler, så der var tale om en meget jævnbyrdig  kamp.
Dagens højdespringer blev Margit Hvam, som spillede en fin kamp med 718 væltede kegler, skarpt forfulgt af Birthe Pedersen med 690 kegler.
Næste søndag møder BK Skive HBC fra Holstebro
PRO SHOP VEST
v. Anders T. Hansen, Ringkøbing

Åbningstid efter aftale - Ring og aftal tid på 61 65 08 59
Proshopvest.dk
Kategorier
Arkiv